NATO (engelsk: North Atlantic Treaty Organization) eller p fransk: OTAN (Organisation du Trait de l'Atlantique Nord) er en international organisation for politisk og militrt forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 med de allierede krigspartnere USA, Storbritannien og Frankrig som de drivende krfter. <\/p>\n
Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilflde af, at de skulle blive angrebet. Derudover arrangerer NATO ofte strre, militre velser for medlemslandene. NATO deltager desuden med styrker i krigshrgede lande, fx Afghanistan. <\/p>\n
Da man etablerede NATO, var der 12 lande med. Disse lande var Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Senere er NATO blevet udvidet med flere medlemslande. Den sidste store udvidelse skete i 2004, hvor blandt andet en rkke af de tidligere Warszawapagt-lande blev indlemmet i NATO. <\/p>\n
Bruxelles-Traktaten, der blev underskrevet 11. marts 1948 af Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien, anses for at vre forgngeren til NATO aftalen. Denne traktat etablerede en militr alliance, der kaldtes Vestunionen eller WEU.[1] Men amerikansk deltagelse blev anset for ndvendig, hvis man skulle kunne matche Sovjetunionens militre styrke, og derfor begyndte forberedelsen af en ny, militr alliance hurtigt efter traktatens vedtagelse.[2] <\/p>\n
Resultatet blev den Nordatlantiske Traktat, der blev udarbejdet af Lester B. Pearson og underskrevet i Washington D.C. 4. april 1949. Traktaten inkluderede de fem lande, der havde underskrevet Bruxelles-Traktaten, samt USA, Canada, Portugal, Italien, Norge, Danmark og Island.[3] Tre r senere, 18. februar 1952, underskrev ogs Grkenland og Tyrkiet aftalen. P grund af deres geografiske beliggenhed kunne Australien og New Zealand ikke vre med i alliancen, og i stedet blev ANZUS aftalen indget mellem de to lande og USA.[4] <\/p>\n
I 1954 foreslog Sovjetunionen, at den skulle indg i NATO-alliancen for at bevare fred i Europa. NATO-landene ngtede dog dette, da de s det som et forsg p at oplse NATO indefra. <\/p>\n
Indlemmelsen af Vesttyskland i NATO 9. maj 1955 blev beskrevet som \"et afgrende vendepunkt i vort kontinents historie\" af Norges davrende udenrigsminister Halvard Lange.[5] Et af de jeblikkelige resultater var da ogs oprettelsen af Warszawapagten, der blev underskrevet 14. maj 1955 af Sovjetunionen og dens satellitstater. Dermed var de to parter i den kolde krig endeligt etableret. <\/p>\n
NATO's sammenhold blev brudt allerede tidligt i alliancens historie med en krise under Charles de Gaulles tid som prsident i Frankrig fra 1958 og frem. De Gaulle protestererede mod det, han mente var USA's hegemonistiske rolle i organisationen, og det han s som et specielt forhold mellem USA og Storbritannien. I et memorandum, han sendte til USA's prsident Eisenhower og den britiske premierminister Harold Macmillan 17. september 1958, argumenterede han for en ligestilling af USA, Storbritannien og Frankrig, og for at NATO's dkning skulle udvides til ogs at omfatte franske geografiske interesseomrder. <\/p>\n
Charles de Gaulle ans svaret p sit memorandum som utilfredsstillende og begyndte at arbejde for et uafhngigt, fransk forsvar. Frankrig trak sin middelhavsflde ud af NATO kommandoen 11. marts 1959 og arbejdede henimod et selvstndigt atomvbenprogram. <\/p>\n
I juni 1959 forbd de Gaulle al udstationering af udenlandske atomvben p fransk jord, og USA trak 200 militrfly ud af Frankrig. Dermed blev 26th Tactical Reconnaisance Wing, der tidligere var baseret i Tol-Rosires luftbasen, relokeret til Ramstein Air Base i Vesttyskland, og Tol-Rosires blev givet tilbage til Frankrig i 1967. Mellem 1950 og 1967 drev det amerikanske luftvben ti strre baser i Frankrig. 13. februar 1960 afprvede Frankrig sin frste atombombe, Gerboise Bleue. <\/p>\n
Selv om Frankrig udviste solidaritet med resten af NATO under Cubakrisen i 1962, fortsatte de Gaulle sine bestrbelser for et selvstndigt fransk forsvar ved ogs at trkke de franske atlanterhavs- og kanalflder ud af den integrerede NATO kommando. I 1966 blev de franske, vbnede styrker ogs trukket ud af NATO's integrerede kommando, og alle udenlandske tropper blev bedt om at forlade Frankrig. Frankrig fortsatte dog som medlem af den politiske alliance. Frankrigs nej til udenlandske tropper resulterede i, at NATO's europiske overkommando (SHAPE) blev flyttet fra Paris til Casteau, nord for Mons i Belgien 16. oktober 1967.[6] Frankrig trdte igen ind i NATO's militre kommando i 1993. <\/p>\n
Skabelsen af NATO havde som konsekvens, at der blev brug for en standardisering af militr teknologi. Standardiseringen skete gennem STANAG aftalen, der blandt andet resulterede i en flles kaliber for militre hndvben, flles procedurer for militre lufthavne og en rkke andre standardiseringer. Der blev ogs brug for en flles militr strategi. Den blev sikret gennem flles kommando, kontrol og kommunikationscentre. <\/p>\n
Under det meste af den kolde krig optrdte NATO ikke som organisation i bne militre konflikter. 1. juli 1968 blev Traktaten om ikke-spredning af kernevben bnet for underskrifter. <\/p>\n
30. maj 1978 definerede NATO landene to yderligere ml for alliancen: At opretholde sikkerheden og arbejde for afspnding. Dette skulle gres ved at tilpasse alliancens militre magt til Warszawapagtens offensive formen uden at starte et vbenkaplb. <\/p>\n
12. december 1979 efter at warszawapagtlandene havde get deres atomvbenkapacitet i Europa, blev yderligere amerikanske atomvben deployeret i Europa. De nye vben skulle styrke Vestens forhandlingsposition i forhandlingerne om nedrustning. Beslutningen blev kaldt Dobbeltbeslutningen, fordi den egentlig indeholdt to beslutninger. Man ville tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger, men samtidig opruste, hvis ikke disse forhandlinger frte til noget. I 1983-1984 blev der i forbindelse med denne beslutning opstillet amerikanske Pershing II raketter i Europa som svar p Warszawapagtlandenes oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i Europa. Pershing II raketterne var i stand til at n Moskva p f minutter. Denne oprustning frte til protester fra fredsbevgelserne i Vesteuropa. <\/p>\n
I denne periode var der ikke de store ndringer i NATO's sammenstning. I 1974 trak Grkenland sine tropper vk fra NATO kommandoen, og 30. maj 1982 blev Spanien indlemmet i alliancen. Efter grsk-tyrkiske spndinger efter striden om Cypern i 1974 blev de grske styrker igen underlagt NATO kommandoen i 1980 i samarbejde med Tyrkiet. <\/p>\n
I november 1983 skabte NATO-velsen Able Archer 83 panik i Kreml. velsen simulerede et atomvbenangreb mod Sovjet. Det sovjetiske lederskab blev bekymret for, at den amerikanske prsident Ronald Reagan havde planlagt at starte et rigtigt angreb. Som reaktion blev de sovjetiske atomvbenstyrker i sttyskland og Polen sat i alarmberedskab. Selvom Sovjetunionens reaktion i samtiden blev udlagt som propaganda, mener mange historikere, at den sovjetiske frygt for et angreb var gte. <\/p>\n
24. oktober 1990 afslrede den italienske premierminister, Giulio Andreotti, eksistensen af Gladio, en hemmelig, paramilitr milits, hvis officielle ml var at udkmpe en guerillakrig bag fjendens linjer i tilflde af et angreb fra warszawapagtlandene. Andreotti fortalte det italienske parlament, at NATO lnge i det skjulte havde trnet partisaner til dette forml.[7][8][9] <\/p>\n
Gladio programmet var tilsyneladende aktivt i alle europiske NATO-lande og nogle neutrale lande. Emnet er specielt kontroversielt i Italien, hvor en rapport i 2000 konkluderede, at Gladio havde vret involveret i nyfascistisk terrorisme, der skulle mindske kommunistisk, politisk indflydelse i landet.[10][11] <\/p>\n
Afslutningen p den kolde krig og oplsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATO's primre modstander. Dette gav anledning til en strategisk revaluering af NATO's forml og opgaver. I praksis medfrte det en gradvis (og stadig igangvrende) ekspansion af NATO i steuropa og en udvidelse af aktiviteter til en rkke omrder, der ikke tidligere havde vret NATO's arbejdsomrder. Den frste udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere sttyskland blev en del af Tyskland og dermed ogs af NATO alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvben ikke mtte udstationeres i sttyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet lngere stp.[12] <\/p>\n
28. februar 1994 deltog NATO for frste gang i ben kamp, da fire serbiske fly blev skudt ned efter at have brudt et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina der var beordret af FN. NATO hndhvede flyveforbuddet, der var startet 12. april 1993 og sluttede 20. december 1995. NATO's luftangreb i 1995 hjalp med til at afslutte krigen p Balkan. <\/p>\n
Mellem 1994 og 1997 dannede NATO flere fora for regionalt samarbejde mellem NATO og alliancens naboer, for eksempel Partnerskab for fred og Euro-Atlantic Partnership Council. 8. juli 1997 blev tre tidligere kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet og Polen inviteret til at deltage i NATO alliancen og blev formelt indlemmet i 1999. <\/p>\n
24. marts 1999 deltog NATO i den frste strre konflikt i alliancens historie, da NATO styrker gik ind i Kosovokrigen med en 11 uger lang luftkampagne mod dele af det davrende Jugoslavien (nuvrende Serbien). En formel krigserklring fandt aldrig sted. De serbiske jugoslaver kaldte Kosovokrigen for militr aggression og imod FN-charteret.[13] <\/p>\n
Konflikten sluttede 11. juni 1999, da Slobodan Miloevi bjede sig for NATO's krav og accepterede resolution 1244.[14] Nato hjalp derefter med at etablere KFOR, en NATO ledet styrke under FN mandat, der varetager sikkerheden i Kosovo. <\/p>\n
NATO's ekspansion, aktiviteter og geografiske dkning er blevet forget yderligere efter terrorangrebet 11. september 2001. Angrebet frte til, at NATO chartrets artikel 5 blev taget i brug. Artikel 5 siger, at et angreb p en medlemsstat anses for et angreb p alle alliancens medlemmer. 4. oktober 2001 fastslog NATO endeligt, at angrebet var dkket af artikel 5.[15] <\/p>\n
Angrebet medfrte de frste militre aktioner begrundet med artikel 5 i NATO's historie: Operation Eagle Assist og Operation Active Endeavour. <\/p>\n
P trods af denne hurtige, solidariske reaktion stod NATO snart over for en krise. 10. februar 2003 nedlagde Frankrig og Belgien veto mod planer om at forsvare Tyrkiet i tilflde af en krig med Irak. Begrundelsen var, at sdanne planer ville sende et signal om, at forhandlingerne med Irak havde slet fejl.[16] Tyskland brugte ikke sin veto-ret, men stttede alligevel Frankrigs og Belgiens veto. <\/p>\n
I sprgsmlet om Afghanistan udviste alliancen til gengld strre sammenhold. 16. april 2003 enedes NATO landene om at tage kommandoen over International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Forslaget blev fremsat af Tyskland og Holland, de to lande der ledte ISAF, og alle 19 NATO ambassadrer godkendte beslutningen enstemmigt. ISAF kom under NATO's kontrol 11. august. Det var frste gang i NATO's historie, at alliancen styrede en militr operation uden for Europa.[17] <\/p>\n
31. juli 2006 overtog en NATO-ledet styrke bestende af tropper fra Canada, Storbritannien, Tyrkiet, Danmark og Holland de militre operationer i det sydlige Afghanistan fra en amerikansk ledet styrke.[18] <\/p>\n
Nye NATO strukturer blev skabt, og gamle nedlagt. NATO's reaktionsstyrke, NATO Response Force (NRF), blev dannet efter NATO topmdet i Prag 21. november 2002.[19]19. juni 2003 startede en strre omstrukturering af de militre NATO kommandoer, da hovedkvarteret for Supreme Allied Commander Atlantic blev nedlagt og en ny kommando, Allied Command Transformation (ACT) blev oprettet i Norfolk i Virginia i USA. Samtidig blev Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE) ogs hovedkvarter for Allied Command Operations (ACO). ACT er ansvarlig for at transformere NATO til fremtidige opgaver, mens ACO er ansvarlig for militre operationer.[20] <\/p>\n
Udvidelsen med nye medlemslande fortsatte, og syv nye lande blev indlemmet i NATO: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumnien.[21] Disse lande blev inviteret til forhandlinger om medlemskab ved NATO topmdet i Prag i 2002 og blev optaget i NATO 29. marts 2004. Udvidelsen var den strste i NATO's historie.[22] <\/p>\n
En rkke andre lande har ogs udtrykt nske om at blive optaget i NATO, blandt andet Albanien, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Georgien og Montenegro. <\/p>\n
Rusland mener, at NATO's udvidelser mod st siden slutningen p den kolde krig har vret en klar overtrdelse af en aftale mellem den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og George H.W. Bush, der tillod en fredelig genforening af Tyskland. NATO's ekspansionspolitik bliver set som en fortsttelse af den kolde krigs forsg p at omringe og isolere Rusland.[23][24][25] <\/p>\n
Artikel 10 af den Nordatlantiske Traktat gr det muligt for ikke-medlemslande at blive optaget i NATO: <\/p>\n
Artikel 10 stter to generelle begrnsninger for kommende medlemsstater: <\/p>\n
I 1999 blev der fastsat en procedure for optagelsen af fremtidige medlemslande, Membership Action Plan (MAP). Et potentielt medlemsland skal rligt rapportere om sine fremskridt inden for fem omrder:[27] <\/p>\n
NATO giver feedback og teknisk rdgivning til det enkelte land og evaluerer dets fremskridt.[28] <\/p>\n
Det er usandsynligt, at NATO skulle invitere lande som Irland, Sverige, Finland, strig og Schweiz til medlemskab, fordi befolkningen og de valgte regeringer i disse lande ikke sttter et medlemskab i NATO. NATO anerkender officielt disse landes neutralitetspolitik. <\/p>\n
Der er blevet etableret to fora, der skal fremme fremtidigt samarbejde mellem de 28 NATO-lande og 21 skaldte \"partnerlande.\" <\/p>\n
De 21 partnerlande er: <\/p>\n
Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan (IPAP), der s dagens lys ved NATO topmdet i Prag i 2002, er ben for lande, der har den politiske vilje til at ge deres samarbejde med NATO.[31][32] <\/p>\n
IPAP handleplaner er oprettet med disse lande: <\/p>\n
Middelhavsdialogen der blev startet i 1994, er et forum for samarbejde mellem NATO og syv lande i Middelhavsomrdet. <\/p>\n
I 2004 styrkedes Middelhavsdialogen p et topmde i Istanbul, og blev hvad NATO kalder et \"gte partnerskab,\" med en rkke nye ml: Styrkelse af den politiske dialog, strre interoperabilitet, en forsvarsreform og terrorbekmpelse.[33] <\/p>\n
NATO samarbejder med Rusland i NATO-Rusland Rdet, der blev etableret i maj 2002.[34] <\/p>\n
Filippinerne har lnge vret allieret med USA. Filippinerne fik betegnelsen \"strre ikke-NATO allieret\" 6. oktober 2003, hvilket tillod USA og Filippinerne at samarbejde om militr forskning og udvikling. I april 2005 indgik Australien, der lnge har vret allieret med USA, en sikkerhedsaftale med NATO, der skulle ge efterretningssamarbejdet i krigen mod terrorisme. Australien har ogs en forsvarsattach posteret i NATO's hovedkvarter.[35] Samarbejde med Japan, El Salvador, Sydkorea og New Zealand er ogs blevet udtrykt som vrende en prioritet.[36] Israel er med i middelhavsdialogen og har sgt at udvide sit samarbejde med NATO. Israel blev for frste gang besgt af en NATO-leder 23. februar 24. februar 2005.[37] Den frste flles fldevelse mellem NATO og Israel fandt sted 27. marts 2005.[38] I juni samme r deltog israelske tropper i NATO velser. <\/p>\n
Flere har talt for, at Israel optages i NATO-alliancen, blandt andet Spaniens tidligere premierminister, Jos Mara Aznar og den italienske forsvarsminister Antonio Martino. Men NATO's generalsekretr Jaap de Hoop Scheffer, afviste i september 2006 at et Israelsk medlemskab kan komme p tale. Israel har heller ikke sgt om en optagelse i NATO.[39] <\/p>\n
Som alle alliancer styres NATO i sidste ende af sine 28 medlemslande. Den Nordatlantiske Traktat, og andre aftaler, faststter rammer for hvordan beslutninger tages i NATO. Hver af de 28 medlemslande sender en delegation, eller mission, til NATO's hovedkvarter i Bruxelles i Belgien. Lederen af hver delegation kaldes \"den permanente reprsentant\" og er normalt en hjtrangerende embedsmand eller erfaren ambassadr. Den permanente reprsentant har diplomatisk status af ambassadr. <\/p>\n
Sammen udgr de permanente reprsentanter det Nordatlantiske Rd (NAC), et organ der mdes mindst en gang om ugen og har den politiske beslutningsmagt inden for NATO. Der er ogs jvnlige mder i rdet med deltagelse af udenrigsministre, forsvarsministre eller regeringsledere, og det er ved disse mder, store beslutninger om NATO's politik normalt bliver taget. Det skal dog bemrkes, at rdet har samme politiske beslutningsmagt, ligegyldigt hvilket niveau mderne foregr p. <\/p>\n
Mderne i det Nordatlantiske Rd ledes af NATO's generalsekretr, og nr beslutninger skal trffes, trffes beslutningerne enstemmigt. Der stemmes ikke, og der kan ikke tages beslutninger ud fra flertallets nsker.[41] <\/p>\n
Et andet medlem af hvert lands NATO-delegation er den militre reprsentant, en hjtrangerende officer fra det enkelte lands militr. Sammen udgr de militre reprsentanter den Militre Komit,[42] et organ, der er ansvarligt for at udarbejde anbefalinger til det politiske organ i militre sprgsml. Til tider holder rdet ogs mder med landenes forsvarschefer. <\/p>\n
NATO's Parlamentariske Forsamling (NPA) udgres af reprsentanter fra medlemslandene og reprsentanter fra 13 partnerlande.[43] Officielt er forsamlingen ikke en del af NATO's politiske struktur og har som arbejdsomrde at samle NATO lande til diskussioner om sikkerhedspolitik. <\/p>\n
NATO's militre operationer ledes af to strategiske ledere, begge hjtstende officerer fra USA's militr, assisteret af en stab, der udgres af medlemmer fra hele NATO. De strategiske ledere er underlagt den Militre Komit. <\/p>\n
Fr 2003 var de strategiske ledere verste, allierede leder i Europa (SACEUR) og den verste allierede leder for Atlanten (SACLANT). Under den nuvrende ordning er den samlede kommando delt mellem to kommandocentre, Allied Command Transformation (ACT), der er ansvarlig for udvikling og trning af NATO-styrkerne, og Allied Command Operations, der er ansvarlig for NATO's militre operationer p verdensplan. Lederen af Allied Command Operations har beholdt titlen SACEUR, og hovedkvarteret er stadig SHAPE, der ligger i Belgien. ACT derimod ligger i det tidligere SACLANT hovedkvarter i Norfolk i Virginia, USA. <\/p>\n
Stillingen som chef for Allied Command Europe, der siden 2003 har heddet Allied Command Operations, er blevet besat af flgende:[45] <\/p>\n
Note: Fra Ridgways tid har SACEUR ogs vret chef for United States European Command <\/p>\n
LA-ikon <\/p>\n
Koordinater: 505234N 42519 \/ 50.876155555556N 4.4220111111111 \/ 50.876155555556; 4.4220111111111 <\/p>\n
<\/p>\n
See the article here: NATO (engelsk: North Atlantic Treaty Organization) eller p fransk: OTAN (Organisation du Trait de l'Atlantique Nord) er en international organisation for politisk og militrt forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 med de allierede krigspartnere USA, Storbritannien og Frankrig som de drivende krfter. Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilflde af, at de skulle blive angrebet Continue reading
\nNATO - Wikipedia, den frie encyklopdi<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"